I forsøget på at finde noget gammel fiktion frem (note to self: husk at skrive noget nyt..snart!) faldt jeg over et dokument, der hedder “Mandehadelisten”.

Det er egentlig ikke mig, der er ophavsmand. Men det er nogle…lad os bare sige…unavngivne veninder. Og som jeg husker det er alt baseret på egne erfaringer. Ahem.

Jeg tror, hverken jeg eller de er enige i alting mere. Og det er jo også ti år siden. Tag bare “mænd med hestehale” – det er jo en helt anden sag i dag.
Men lidt sjovt er det stadig. Her er et – næsten – uredigeret og ret tilfældigt uddrag af en ret lang liste.

• Mænd der klapper når de griner
• Mænd der har krydsede ben når de snakker i tlf.
• Mænd der har en holdning til hvilken breezer der er deres yndlings
• Mænd under 25 med høje tindinger
• Mænd med hestehale
• Mænd der drikker lattè og hyldeblomst
• Mænd der bruger hårtørrer
• Mænd der foretrækker brunch frem for sex
• Mænd med Adidas-tøj
• Mænd på 2 meter der bruger stramme bukser
• Mænd over 4 der snakker babysprog
• Mænd der drikker rødvin til frokost
• Statskundskabstuderende som tilsyneladende hviler i sig selv, men som i virkeligheden bruger deres påståede indre ro til at minde en om, at de gav en orgasme, inden man fik bukserne af
• Mænd der laver deres egen salsa
• Mænd der råber ”høje knæløftninger” når man løber med dem
• Mænd der siger ”fat det ind i krydderen”
• Mænd med tatoveringer på lænden
• Mænd der skriver ”smiler” eller ”knus og kolbøtter” i sms’er
• Mænd der ligner deres hunde
• Mænd der har et boldtræ ved siden af sengen
• Mænd der bruger ROFL
• Mænd der ikke kan stave
• Mænd der gerne vil have man bruger bh
• Mænd der brænder røgelsespinde og klapper i takt til musik
• Mænd der ikke ved hvad Ben & Jerry’s-is er
• Mænd med Robbie Williams-tatoveringer
• Mænd der siger ”How goes” og mener det
• Mænd der går i spidse sko
• Mænd der brækker sig ud over radiator
• Mænd der tager navneforandring
• Mænd der tror på stjernetegn
• Mænd der er venner med deres eks
• Mænd med snavsede negle og lange tånegle
• Mænd med sparsom, men lang behåring
• Mænd der sidder ned, når de tisser
• Mænd der afslutter besked med ”Hvad laver du?”
• Mænd der ikke kan lide øl

Det er efterhånden en rum tid siden, jeg besluttede at hive cd’erne ud af indretningen. Dengang røg de ned i en kasse. Som så stadig var en del af indretningen. Vi brugte dem jo aldrig mere. Og da den gamle cd’afspiller afgik ved døden, fik vi ikke en ny. Nu er alting jo digitalt og kører over computeren eller telefonen.

For nylig solgte jeg så kassen. Derfor står cd’erne nu i en IKEA-pose midt på gulvet. Cheap Kamagra From Online Pharmacy https://www.hksurgeon.com/kamagra/, best price kamagra jelly.

Og hvad så, tænker du? Hyt dem dog ud.

Ja. Det er vel også det, det ender med. For gennem Spotify har jeg jo adgang til alt (bortset fra Taylor Swift, men det klarer jeg nok). Det er hurtigere og lettere og billigere. Hvad er problemet?

Problemet er hverken, at jeg ikke bryder mig om at smide funktionelle ting ud, at de har kostet i omegnen af en trilliard, eller at jeg er i tvivl om, om de får en revival.

Problemet er, at de der cd’er nede i IKEA-posen – de er jo mit liv. De er jo fra de sene barndomsår med eftermiddage og weekender ved ponyen med Smølfehits og Aqua i højtaleren, fra busture til Sverige med tyggegummi og  konfirmationsgaven discmanen ved sin side med Suedes Coming Up i rotationer, fysikafleveringer med Fool’s Garden, teltture med Tæskeholdet, gymnasiet med Red Hot Chili Peppers i det store frikvarter, den første kæreste med Wired Up, Limp Bizkit og System of a Down, skiture med P.O.D og Pink, grineflip med Gramsespektrum, følsomme øjeblikke til en julefrokost til Drops of Jupiter, indforståede danse på den lokale bar til EyeQ, Shania Twain og Alanis Morrisette, sprogrejse til Brighton med tårer til Cat Stevens, arbejdet i stalden i USA til soundtracket til Rent og til Not Another Teen Movie, brænde sin første cd med 14 Weird Al Yankovich-numre, et Farlige Fredag og to Mew-numre, stå i kø til Robbie-billetter, mens man hører Robbie, cykle ned ad Paludan Müllers Vej efter U2’s nye album, alene på kollegieværelset med Millencolling, Less Than Jake og Madcaddies, en aften i baren med Amy Diamond, White Snake og Cotton Eye Joe, en tæt dans til George Michael eller Joshua Kadison, en julefrokost med dans på bordene til Jul i Angora og Mariah Carey, en aften ved spisebordet med unifolket til Take That og Johnny Madsen, en søndag i sengen til Aerosmith, en gave med Kashmirs musik og illustration, en boks med Larsens samlede, lidt af alt, en helt sæk kun med minder, oplevelser og levede øjeblikke.

Smider man bare det ud? Må man godt det?

1) At de damer, der arbejder i Danske Bank på Vesterbrogade, ligner nogen, der virkelig på ingen måder i verden ikke bryder sig om eller har overskud til indvandrere, sociale tabere, gamle mennesker eller andre i den dur, som jo så faktisk happen to be præcis dem, der frekventerer den bank dag ud og dag ind. Der må være uendelig meget sukken, rysten på hovedet og “gud-hvor-er-jeg-dog-overbærende”-fornemmelse på den matrikel.

2) Hvorfor ens cykel altid bliver mærkelig, når det har regnet? Altså selvom den ikke er væltet eller noget, begynder den altid at sige mystiske lyde. Og det er uanset, om vi taler ny eller gamle cykel.

3) Folk, der har profilbilleder, som er en selfie. Altså for det første kan man jo sagtens se, det er en selfie på vinklen, uanset hvor meget man prøver at skjule det. Nuvel, det er jo ikke, fordi det er forbud at have selfieprofilbilleder. Men helt ærligt – som oftest er det virkelig dårlig billeder fra underligt frøperspektiv med tenderende dobbelthage og et virkelig bizarro fokus i øjnene. Altså, kan I ikke se det?

4) Når folk skriver “skal ses” om en lejlighed eller et stykke tøj. Altså her taler vi om noget, jeg rent faktisk vitterligt ikke forstår. Betyder det, at man SKAL komme og se den eller det for at få lov at købe det? Eller er det mere sådan en “det her er så smukt, at du virkelig burde give dig selv muligheden for at se det”? Under alle omstændigheder lidt underligt, når det jo tit er i netshoppingsammenhænge, det dukker op.

5) Folk med headset på, der taler ind i bunden af telefonen. Jamen. Jamen. Altså. Hvad? Hvorfor? Fortæl mig det. Ja, der sidder mikrofonen, det er jeg med på. Men så giver headsettet jo ikke mening. Hvorfor så ikke bare tale i den, som man altid har gjort?

Hvorfor er der så mange gamle damer, der render rundt med lilla hår, når de nu samtidig (ofte) er sure på ungdommen og deres baggypants og deres knæstrømper og sære diller?

Kan de ikke se det? Vil de inderst inde gerne være med i Ungeren? Er det det billigste? Tager det fokus væk fra resten af kroppen? Hvad er det?

Svaret er: Vandondulation!

I gaaamle dage kunne man ikke så rockermeget hos frisøsen. Et par klip og få farver var udvalget (sidebemærkning: Husker sgu godt dengang, jeg bare død og pine gerne ville have grønne eller blå totter som 10-årig – det kunne frisøren i Pandrup altså ikke klare, men “aaaalle nuancer af rød”…awesome!).

Til gengæld kunne man vandondulere for at give fylde og midlertidige bølger. Og når man vandondulerer kyler man altså håret op i nogle curlere og giver det en gang fikseringsvæske. Og den der væske – den er altså sådan lidt blå i det, og på den måde får man lilla hår. Og så kan man jo lige så godt kalde det moderne, når det nu er en nødvendig sidegevinst. Så det gjorde de gamle damer.

Jeg er i øvrigt vild med ordet “ondulere”. Tror, jeg vil bruge det mere. Men det er en anden historie.

kilde: fyens.dk og denstoredanske.dk

YAY

Endelig at få leveret de otte stole, man har ventet ni uger på.

Endelig at få hyret den der skide håndværker til at komme og banke de der skide søm i.

Endelig at løbe 5 km i træk (!) – og så lige efter en weekend med de famøse 10.000 gin og tonic.

At smutte ud af døren på vej til barselsbesøg i barsel, opdage det pisstøvregner, der er modvind, og ens telefon (og dermed vejviser) går død for batteri på vej derud.

At blive fanget i en form for boogie på Bremen med en i kyllingekostume og en i fed-mundskænk-kostume til ngoet Will Smith.

At kreere Werther’s Echte-kostume på to timer ud af et stykke stof, otte nettoposer, en tusch og noget elastiksnor for derefter at vinde bedste udklædning.

At folk klæder sig ud med stomipose tapet til benet.

At genopleve noget teenage drukregelspil (it’s been a while).

At kunne sætte checkmark ved “Have været på Ungdomshuset”…kl. 6 lørdag nat.

At proppe to julekalendere i kurven i Føtex.

NAY

At de otte stole kommer i hver sin enorme papkasse. Som nu står. Overalt.

At den der skide håndværker synes, det er noget pangel, man har købt (obs: pangel er nordjysk for plasticlort…blandt andet).

At man ugen efter 5 km.-milepælen falder vissen om efter 2 km. og må lægge sig midt på gulvet i fitnesscenteret.
At tage til Zetland Live (som var aldeles fremragende, muss Ich sagen) og undervejs skulle lave en “vend-jer-om-og-prøv-at-dirigere-hinanden-med-hænderne-uden-at-tale”-øvelse og så komme til at stå foran Jay. Altså Nik og Jay-Jay. This is awkward.

At få helt åndssvagt mange tømmermænd efter tre gin og tonic. Især når man drak i nærheden af 3000 gange så mange weekenden før.

At tæske Tiger, Magasin, Creas, Panduro, Skjold Burne, to blomsterhandlere, Føtex og en eller anden papirhandel rundt efter gul cellofan. Come on, København?

At tegne med stoftusch på stof og først til sidst overveje, om det går igennem (det gjorde det…på træbord!)

At cykle gennem København med åben McDonald’s-cola i hånden og spilde overalt på sig selv kl. 6.30 om morgenen.

pic: billeder har ikke en dart med den forgange uge at gøre, men jeg har åbenbart været for fuld til at håndtere min telefon. håber, andre har brugbare werther’s-billeder.

I dag er jeg gået i stykker. Sådan helt. Hvor jeg skrottede alle planer om at udstillinger i Øksnehallen (er ellers ret begejstret for Ingerlise Viknes malerier), Hubertusjagt eller noget som helst, der indeholdt andet end søvn, tv og joggingbukser. Eventuelt lidt kindsavl.

Weekenden har budt på smukke ting som Zetland Live med en koncentration af kendissser, som ville have fået flere af mine bekendtskab fra det jyske til at implodere på stedet, awkward moments med Jay og hans dame, en dansende høne, tre timers jagt på gul cellofan, en-bedste-udklædning-pris, adskillige rollatorer og en første gang i Ungdomshuset.

Men det må jeg lige komme lidt nærmere ind  på i de kommende dage. Lige nu er Transformers, kaffe og sofa de ting, min verden består af. Og to IKEA-poser på gulvet – en med gamle cd’er, jeg har så uendeligt svært ved at smide ud, men også er ret træt af at slæbe rundt på, og en med strømper, der skal matches. Sidstnævnte er min absolut hadebeskæftigelse. Ønsker mig stadig noget, der kan gøre den proces lettere. Og samle alle hårene i vaskemaskinen.

Næste uge byder også på ganske fine ting som “Vi sidder bare her“, en kæreste, der kommer hjem efter 2,5 uger i USA, De tre musketerer på Østre Gasværk og en søster-mor-juletur i det jyske. Hurra for det. Hvis jeg altså overlever resten af søndagen.

pic: @akirkelund/IG

Jeg glemmer altså ting. Samtidig med, at jeg husker ekstremt mange detaljer. Og ting fra for meget længe siden.

Men jeg glemmer større passager. Og det er altså ikke alkoholrelateret.

Hele ferier. Roskilde Festival. Perioder i min studietid. Fester. Hverdage.

Okay, det lyder alkoholrelateret. Men det er det altså ikke.

Jeg var på Roskilde i 2010, og jeg kan kun huske enkelte glimt. Vores familieferie i Thailand i 1999 er degraderet til enestående episoder. Og store dele af, hvad jeg egentlig har foretaget mig sammenhængende i løbet af dagene i min studietid er væk.

Til gengæld husker jeg alle detaljer fra min sprogrejse i 2000. Folks efternavne, adresser og vores “haha-sjove” omskrevne tekst til Brødrene Olsens sand (“Svøm i et løvfodsbadekar….så er du vældig rar”…ja, det var cirka der, vi var). Jeg kan huske alle karakterer og eksamensemner, stort set. Jeg kan huske folks tøj og andre gæsters navne fra charterferier som 8-årig. Stævneresultater. Hestenavne. TV-serier.

Det er mærkeligt.

Jeg tror, det hænger sammen med det der med, at der er visse ting, jeg simpelthen ikke opfatter. Altså som bare ikke blive registreret. Sådan noget med, om det er mørkt, hvornår der er nyheder og den slags, jeg talte om, som andre mennesker bare per definition ved eller er opmærksomme på.

Jeg er åbenbart indimellem sådan en, der bare er. Og ikke så meget mere end det.

Vi er fandeme mærkelige som mennesker. (Og ja, jeg antager, at jeg ikke er helt alene med den her).

jeg ser på jer og tænker på, hvor I hører til. Ikke hos mig. Og så alligevel. For I er jo en del af den, jeg blev. Men det er okay. Jeg er ikke forvirret. Det er som om, jeg altid har vidst det. Hvem, der hørte til hvor. Alligevel overraskede det mig senere. Hvad det var, I ville. For dengang, i nogle tanker som var dengang, var vi jo mere ens. Selvom vi ikke var gjort af samme stof. Ikke, fordi jeg var speciel, som i en jeg-fortælling i et senere damebladssucces-interview, hvor jeg altid havde vidst, jeg var noget andet. For det var vi vel alle sammen. Vil vi sige. Det er vi vel inde i vores eget hoved. Men jeg blev med tiden, trods alt, bevidst om vores forskellighed. En smart ny klip. Tøsetur med de bedste. Japansk have. Pølsehorn. Husk svømmetøj torsdag. Men jeg ved stadig ikke helt hvorfor. Om det er ambition. Kultur. Arv. Jeg tror heller ikke, du ved det. Men her er vi. Rundt om bordet. Med farverige drinks, købekoner, aborter, åbenbaringer og uendeligt til fælles. Andet end flere skjolder på overfladen. Lige så forskellige, som vi dengang var ens. For det var vi jo aldrig. Og vi skåler på bunden af markjord, transformatorstationer, skolebusser og nøddeskåle til dessert.

her finder du lyden af tid, lyden af haiku, lyden af fodspor og lyden af trin.

Et casino et sted i Las Vegas. Nærmere bestemt Luxor.

Jeg forsøger mig med Black Jack. Flankeret af min kæreste.

Min mor kommer. Storgrinende.

Hun har spillet roulette og har hver gang, hun har vundet, raget alle jetoner til sig. Altså alle. Også dem, andre skulle have vundet på.

På et tidspunkt blev hun pænt upopulær. Hun rakte begge hænder frem fulde af jetoner og sagde “Take what you want”.

Så blev hun forvist.

Jeg smiler stadig over det mentale billede af min mor, der bare rager til sig. Det burde man bare gøre. Bare indimellem.

Du kan læsere tidligere ‘dengang da…” om en weekend i København, at skulle over grænsen til Tibet, at fange en stor fisk, at finde en død fugl i vindueskarmen, at tage på casino i Kathmandu, om altid at ville være heks til fastelavn og om at beslutte sig til at tage til Tibet.

Et ben, som jeg tænker bliver helt perfekt i et stilleben med noget, der i hvert fald ikke er en jubilæumsvase

Et cigaretetui, som jeg allerede elsker, fordi man føler sig ekstra sofistikeret med det

En silkeskjorte fra Episode til 90 kroner, som kommer til at redde alle kriser